Er jeg ved at blive helt skør?
Det kan føles meget overvældende og skræmmende at kæmpe med psykisk sygdom eller psykiske udfordringer. Med alt sandsynlighed reagerer du sundt på nogle “usunde” omstændigheder, men når noget afviger fra det sædvanlige, når vi har følelser, fornemmelser og tanker, som vi normalt ikke forbinder med os selv og vores person, eller når vi ikke kan se det genkendt hos andre, er det meget nemt at komme til at føle sig sær, unormal og skør. Er det mig, den er helt galt med?
Det bliver på en eller anden måde et personligt og indre anliggende, hvordan vi reagerer på det liv, som er ude omkring os. Det er selvfølgelig indeni mig, at jeg føler, fornemmer og tænker på en bestemt måde, men det hænger stadig uløseligt sammen med verdenen omkring mig: et liv, en opvækst, en familie, et netværk, institutioner, systemer, sygdom, tab, hændelser, oplevelser - i et samfund i en samtid i en pågældende kultur, hvor vi i øvrigt opererer med en meget lille og snæver personbeskrivelse, som er let at falde udenfor, hvis man for en stund ikke formår “at se det positive”, være “robust” eller “omstillingsparat”. Der vil altid være kynikerne, som vil sige, at det alt sammen lyder vældig ansvarsfralæggende, og at man ”jo også selv må tage et ansvar” for at have det godt. Sagen er bare den, at det gør du allerede og ret så automatisk. Det ligger dybt i vores biologi og overlevelse som mennesker at prøve alt det, vi har mulighed for og formår, for at få det bedre. Og hvis vi holder op med at prøve, eller ikke når i mål med forsøget, så siger det noget om, hvor trætte og udmattede, eller hvor udsatte vi er. Og så kunne kynikeren passende byde på en krammer og en kop kaffe i stedet.
Mange, som eksempelvis har stress, giver udtryk for, at de ”troede, de var stærkere”. At være stærk er ikke en isoleret personlig egenskab. Det er under stor indflydelse af eksempelvis sociale omstændigheder. Og ofte, er det min erfaring, at det netop er meget stærke mennesker, som får stress, fordi de har passet på alt og alle samtidig med, at de over længere tid og af forskellige årsager har løbet meget stærkt. Det kan være du tænker ”jamen, jeg plejede jo godt at kunne holde til det”, men ingen, uanset hvem vi er, holder til at løbe for evigt. Vi har brug for ro, restitution, gentagelser, genkendelighed – kedsommelighed. Og at du har kunne holde til det før, siger måske noget om, at du har befundet dig i en lignende situation før, hvilket leder mig tilbage til: ingen holder til at være under pres for evigt, også selvom vi trives i tempo og at løbe op ad bakke. Det er ikke en styrke at blive ved, når det hele kører rundt i hovedet på én og kroppen forpustet halser efter. Det er en styrke at stoppe op, men det er meget tit meget svært, for alle andre holder jo til det (!) så hvis jeg stopper op, mens alle andre bliver ved, må det vel betyde, at jeg er “svag”? Der gemmer sig bare ofte nogle ret fine egenskaber bag vores ”svaghed”. Med angst følger eksempelvis en masse ængstelighed og grublerier, som kan være utrolig plagsomt, men bag det gemmer der sig tit et eftertænksomt sind, som ofte også rummer en stor betænksomhed og omsorg for andre. Og det er jo nogle af de egenskaber, vi værdsætter allerhøjest hos andre mennesker. Lad ikke alt det, som buldrer løs lige nu – også selvom det har buldret løs længe – overdøve alt det fine, du rummer som menneske, og som er så vigtigt, at du husker og passer på. Det er ikke “svaghed” eller “skørhed” at være et følende menneske. Det er at være menneske.
Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at du ikke godt må føle dig skør og synes, det hele er forfærdeligt eller uoverskueligt - eller, at du netop skal “se det positive” og tænker “angst, herregud, jeg er jo et fantastisk menneske!” (eller, det må du faktisk meget gerne tænke) - men at du på din lange liste over bekymringer, som ofte følger med psykiske belastninger og sygdom, kan sætte en fed streg henover spørgsmålet, om du er ved at blive skør. Det er du ikke. Du er et ganske almindeligt menneske, som reagerer ganske almindeligt på de udfordringer, som et ganske almindeligt liv byder én på godt og ondt. Vi skal hjælpe hinanden med at blive bedre til at vise os selv den samme varme, som vi ville vise vores bedste ven, hvis han kom og sagde, at han ikke havde det særlig godt. Byde os selv på en krammer og en kop kaffe. Det alene vil selvfølgelig ikke gøre dig okay igen. Men vejen dertil vil blive nemmere.