Husk kroppen. For kroppen husker.

Vi kender det alle sammen: en duft, som bringer et ellers godt gemt sommerbarndomsminde frem, eller et sug i maven, som synes at komme ud af det blå og minde os om ting, vi helst vil glemme. Vores krop og vores hovede - det fysiske og psykiske - hænger selvfølgelig uløseligt sammen, men vi glemmer det i en travl hverdag og i en kultur, hvor hele vores krop og væren i verden omtales som adskilte delområder indenfor lægevidenskaben, psykologien og de behandlingsmuligheder, der følger med. Det giver rigtig god mening, når man skal studere, blive klogere og dygtiggøre sig indenfor et fagområde, eller når et offentlig system skal se på, hvad der skal behandles hvor og hvordan. Det giver bare ikke altid ligeså god mening i dagligdagen og i løbet af et langt levet liv, hvor vi hurtigt glemmer, at psykiske reaktioner på udfordringer og belastninger er dybt forankrede i vores krop, ligesom fysiske tilskadekomster er dybt forankret i det hovede, som oplevede det ske.

Vi bliver derfor også ofte meget forskrækkede over vores kropslige symptomer. Én ting er at have tankemylder og føle, at hovedet aldrig står stille - har alle det ikke sådan i “disse tider”?! - noget andet er, når det begynder at trykke for brystet og det føles som om, du ikke kan trække vejret. Det må betyde, at den er helt gal. Det er også meget ubehageligt - og det er vigtigt at understrege, at hvis du er det mindste i tvivl om, det kan skyldes noget somatisk, skal du altid søge læge - men noget af ubehaget kan også skyldes, at vi ikke er vant til at mærke efter i den krop, vi “bor” i. Vi lever ikke i en særlig kropslig kultur eller samtid, kroppen er mest af alt lidt i vejen, enten lidt for tyk eller lidt for tynd, og den må helst ikke blive syg og forhindre os i at nå alt det, vi skal.

Kropslige symptomer og fornemmelser er mangefarvede. De er forskellige og opleves forskelligt, fordi vi er forskellige mennesker, som har oplevet vidt forskellige ting i vores liv og på vores krop. En traumatisk oplevelse vil (som oftest) sætte dybe kropslige spor, og det adskiller sig selvfølgelig fra et hverdagstilfælde af travlhed, hvor dit hjerte banker hurtigere, end hvad der er sundt for dig. Men, begge dele er lige vigtige at tage alvorligt og give opmærksomhed.

Så. Hvad stiller man så op med den dér krop, og hvordan “husker” man den, når det jo alligevel ikke ligefrem er én man glemmer?

• Træk vejret. Det lyder banalt. Og en anelse bagateliserende, eftersom du jo allerede er godt igang, men vores vejrtrækning kan hjælpe os med at være i og med svære kropsfornemmelser. Træk vejret langsomt ind gennem næsen (tæl evt. til 4) og ned i maven (så langt ned som det føles komfortabelt, du kan altid arbejde med at komme længere ned), og pust så langsomt ud igennem munden. Gentag, gerne 6-8 gange, og vær 2-3. gang opmærksom på, om du spænder op, eks. i kæbe og skuldre. “Slip” og afspænd på udåndingen, så godt som du kan.

• Vid, at din krop prøver at fortælle dig noget, men at dit hoved har en “finger med i spillet” i fortolkningen af, hvad det så er. Omvendt kan det også være en tanke som trigger en kropsfornemmelse, som så trigger en ny og eventuel konkluderende tanke, men det er ikke sikkert, at det hænger sådan sammen. Det betyder ikke, at du skal betvivle dig selv - slet ikke - du skal “betvivle” sammenhængen mellem det, der sker. Betyder suget i maven, at jeg ikke bør gå ud af min dør, eller minder den mig “blot” om, hvordan jeg havde det engang og altså ikke situationen nu og hér?

• Din krop er din, en fortrolig ven og informant, og selvom den kan komme til at føles fremmed og som om, den er blevet slået itu, så har den altid været med dig, og den kender dig. Det kan godt tage tid at “finde tilbage” til sin egen krop, men det er ofte tankerne omkring at finde vej tilbage, som er mere skræmmende end rent faktisk at gøre det. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men ofte er det hvordan vi reagerer på vores følelser og kropsfornemmelser, som giver os psykisk ubehag, mere end det rent faktisk er selve følelserne og kropsfornemmelserne.

• Gør det, som giver dig en god, tilstedeværende, grounded fornemmelse i din krop. For nogle er det mindfulness. For andre er det tango. En gåtur i naturen, et langt bad, en kop the i et stille hjørne af huset, en løbetur, en massage, en middagslur, et godt måltid mad, eller noget helt, helt andet. Og bliv ved med at gøre det og ikke kun ved fuldmåne, men flere gange i ugen.

Gør mere af det, som gør dig glad

For nogle er de årlige nytårsforsæt en kærlig påmindelse om alle de ting, man ikke ønsker at glemme i en travl hverdag. En motiverende gulerod, og måske mest af alt blot en hyggelig tradition. For andre er det hammer fra en allerede fyldt værktøjskasse til at slå sig selv i hovedet med. Det kommer selvfølgelig an på, hvad du har for vane at skrive på din nytårsforsætliste - drik flere øl med vennerne og skift karriere kan absolut være to lige så vigtige ting, men stiller nogle ret forskellige livskrav - eller hvad du i det hele taget har for vane at opstille dig selv af mål og drømme. Mange lever allerede et liv fyldt med regler og idealer - og vi er ikke altid helt bevidste om, det egentlig er vores egne - og en nytårsforsætliste kan derfor, for nogle, blive endnu en korsanger bidragende til ens livshymne om alle de ting, man alligevel ikke lykkes med.

Vi kan blive så fokuseret på det, vi prøver at nå i mål med, at vi ikke er opmærksomme på, om vejen derhen er meningsfuld eller givende for os. Eller om selve målet er, for den sags skyld. Det er ikke ensbetydende med, at alt skal føles godt og ubesværet, og hvis det ikke gør, skal du bare lade være med at gøre det, men at vi godt må stoppe op, stille spørgsmål, vælge en anden vej eller helt skifte mening. Det gør os ikke vægelsindede, ubeslutsomme eller retningsløse. Tværtimod giver det plads til at være tro mod sig selv og rustet til at navigere i en verden, der sjældent er så lige til, som man kunne ønske sig. Og det kan en målliste vanskeliggøre alt efter, hvor blindt du stirrer dig på den. Lister og målsætninger er heller ikke lige motiverende for alle, og kan tage fokus fra alt det fine og vigtige som sker hér og nu. Selvfølgelig er der tidspunkter i vores liv, hvor vi er mindre til stede og holder ud - eksamensopgaver, arbejdsprojekter, familieforhold etc. - for at komme over på den anden side eller for at komme tættere på netop det, som er vigtigt for os. Selvfølgelig er der kampe, der skal tages og slag som skal slåes. Det handler mere generelt om ikke hele tiden at være på vej, men at være til stede og have tillid til, at det du allerede gør, som et gennemsnitligt velforvaret menneske, er godt. Så. Det er altså ikke ensbetydende med, at hvis du har et marathon stående på dit nytårsforsætliste, at du skal sige “nevermind!”, folde en papirsflyver af din trænings- og kostplan og gå ud at købe dig en stor is (måske ja til isen, hvorfor ikke), men at du skal gøre det, fordi du elsker at løbe og fordi det kunne være en fed udfordring - og ikke fordi alle andre gør det og det lyder fedt at sige til parmiddagen, at man har løbet et marathon, når du måske i virkeligheden allermest har lyst til at gå til mavedans på et FOF-aftenhold. Eller lære kantonesisk. Eller gå noget mere i biografen.

Et nyt år behøver ikke at være ensbetydende med nye ting eller at højne barren. Gør istedet mere af det, som du allerede gør og som gør dig glad. Som giver dit liv mening og værdi. Og det uanset om det er madklub med vennerne eller Netflix alene hjemme i sofaen. For hvad der er meningsfuldt og værdifuldt for os hver især, er meget forskelligt, og selvom nytårsforsætlister og livsmålslister ofte udspringer af netop dette, kan de i sidste ende alligevel risikere at fjerne ens fokus, fordi det ikke længere handler om det værdifulde udgangspunkt, men om det specifikke nedskriblede mål. Skænk dig et glas rødvin mere i aften, tag et ekstra stykke kransekage og lad opvasken stå til to dage efter nytårsfesten. Mit bud er, at det helt af sig selv - om nødvendigt - vil give en naturligt lyst og et overskud til alle gulerødderne, løbeturerne (eller mavedanstimerne), jobskifterne og hovedrengøringerne. Og hvis ikke. Så har du allerede fat i den lange ende. Gør mere af det, som gør dig glad.

Rigtig godt nytår.

Er jeg ved at blive helt skør?

Det kan føles meget overvældende og skræmmende at kæmpe med psykisk sygdom eller psykiske udfordringer. Med alt sandsynlighed reagerer du sundt på nogle “usunde” omstændigheder, men når noget afviger fra det sædvanlige, når vi har følelser, fornemmelser og tanker, som vi normalt ikke forbinder med os selv og vores person, eller når vi ikke kan se det genkendt hos andre, er det meget nemt at komme til at føle sig sær, unormal og skør. Er det mig, den er helt galt med?

Det bliver på en eller anden måde et personligt og indre anliggende, hvordan vi reagerer på det liv, som er ude omkring os. Det er selvfølgelig indeni mig, at jeg føler, fornemmer og tænker på en bestemt måde, men det hænger stadig uløseligt sammen med verdenen omkring mig: et liv, en opvækst, en familie, et netværk, institutioner, systemer, sygdom, tab, hændelser, oplevelser - i et samfund i en samtid i en pågældende kultur, hvor vi i øvrigt opererer med en meget lille og snæver personbeskrivelse, som er let at falde udenfor, hvis man for en stund ikke formår “at se det positive”, være “robust” eller “omstillingsparat”. Der vil altid være kynikerne, som vil sige, at det alt sammen lyder vældig ansvarsfralæggende, og at man ”jo også selv må tage et ansvar” for at have det godt. Sagen er bare den, at det gør du allerede og ret så automatisk. Det ligger dybt i vores biologi og overlevelse som mennesker at prøve alt det, vi har mulighed for og formår, for at få det bedre. Og hvis vi holder op med at prøve, eller ikke når i mål med forsøget, så siger det noget om, hvor trætte og udmattede, eller hvor udsatte vi er. Og så kunne kynikeren passende byde på en krammer og en kop kaffe i stedet.  

Mange, som eksempelvis har stress, giver udtryk for, at de ”troede, de var stærkere”. At være stærk er ikke en isoleret personlig egenskab. Det er under stor indflydelse af eksempelvis sociale omstændigheder. Og ofte, er det min erfaring, at det netop er meget stærke mennesker, som får stress, fordi de har passet på alt og alle samtidig med, at de over længere tid og af forskellige årsager har løbet meget stærkt. Det kan være du tænker ”jamen, jeg plejede jo godt at kunne holde til det”, men ingen, uanset hvem vi er, holder til at løbe for evigt. Vi har brug for ro, restitution, gentagelser, genkendelighed – kedsommelighed.  Og at du har kunne holde til det før, siger måske noget om, at du har befundet dig i en lignende situation før, hvilket leder mig tilbage til: ingen holder til at være under pres for evigt, også selvom vi trives i tempo og at løbe op ad bakke. Det er ikke en styrke at blive ved, når det hele kører rundt i hovedet på én og kroppen forpustet halser efter. Det er en styrke at stoppe op, men det er meget tit meget svært, for alle andre holder jo til det (!) så hvis jeg stopper op, mens alle andre bliver ved, må det vel betyde, at jeg er “svag”? Der gemmer sig bare ofte nogle ret fine egenskaber bag vores ”svaghed”. Med angst følger eksempelvis en masse ængstelighed og grublerier, som kan være utrolig plagsomt, men bag det gemmer der sig tit et eftertænksomt sind, som ofte også rummer en stor betænksomhed og omsorg for andre. Og det er jo nogle af de egenskaber, vi værdsætter allerhøjest hos andre mennesker. Lad ikke alt det, som buldrer løs lige nu – også selvom det har buldret løs længe – overdøve alt det fine, du rummer som menneske, og som er så vigtigt, at du husker og passer på. Det er ikke “svaghed” eller “skørhed” at være et følende menneske. Det er at være menneske.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at du ikke godt må føle dig skør og synes, det hele er forfærdeligt eller uoverskueligt - eller, at du netop skal “se det positive” og tænker “angst, herregud, jeg er jo et fantastisk menneske!” (eller, det må du faktisk meget gerne tænke) - men at du på din lange liste over bekymringer, som ofte følger med psykiske belastninger og sygdom, kan sætte en fed streg henover spørgsmålet, om du er ved at blive skør. Det er du ikke. Du er et ganske almindeligt menneske, som reagerer ganske almindeligt på de udfordringer, som et ganske almindeligt liv byder én på godt og ondt. Vi skal hjælpe hinanden med at blive bedre til at vise os selv den samme varme, som vi ville vise vores bedste ven, hvis han kom og sagde, at han ikke havde det særlig godt. Byde os selv på en krammer og en kop kaffe. Det alene vil selvfølgelig ikke gøre dig okay igen. Men vejen dertil vil blive nemmere.

At være angst og okay

Jeg har længe ville skrive et blogindlæg om angst, og indenfor de seneste dage med en verdensomspændende virus, grænselukninger og gærmangel synes det mere aktuelt end nogensinde. Angstniveauet har hos mange været højere, end det plejer, inklusiv hos mig selv med tanker om, hvad de næste uger kommer til at bringe, hvordan hverdagen skal gå op med to små børn hjemme, mon jeg kommer til at dreje nøglen om på min lille psykologpraksis, og når katastrofetankerne virkelig får frit løb, frygter jeg at miste mine bedsteforældre før tid og at verden som vi kender den, er ovre (se indre billede af øde, soltør slette og en forbirullende kvistbold).

Der er selvfølgelig forskel på den angst, som vi som mennesker alle er i stand til at føle, og den angst, som kan diagnosticeres som en psykisk lidelse. Begge har til grund i det samme trussels- og overlevelsessystem, men intet blogindlæg har endnu reddet verdenen, og har du eks. tilbagevendende angstanfald eller lider af generaliseret angst, bilder jeg mig ikke ind, at du efter at havde læst dette indlæg tænker “nå for den da, var det bare det, det drejede sig om, consider me cured!”. Jeg håber dog, at i en for nuværende omskiftelig og uforudsigelig hverdag, at dette indlæg kan tjene som en dyb vejrtrækning til alle dem, hvis angstniveau har været særlig højt de seneste dage.

Angst er en evig følgesvend. Ja. Måske ikke det mest opløftende at lægge ud med, men vi er biologisk betingede til at føle angst.

Og det er evolutionært set ret smart, da det har sikret os vores arts overlevelse. Vi er med stor sandsynlighed nedarvede fra nogle ret ængstelige forfædre: dem, som så sig over skulderen en ekstra gang, som passede ekstra meget på deres afkom, og som tøvede lidt længere end dem, som bekymringsfrit valsede ud af hulen, og blev spist af en sulten sabeltiger, som lå på lur, og altså ikke kunne føre slægten videre. Alle vores følelser er biologisk og evolutionært vigtige, og angst af én af de følelser (også selvom det ikke er en følelse, der føles særlig rar, og gerne bringer andre følelser med sig som vrede eller tristhed, giver ondt i maven eller muskelspændinger, og ofte afføder en masse bekymrende eller bange tanker). Den fortæller os nemlig noget om den virkelighed, vi begiver os rundt i, hvad der er vigtigt for os, og når vi fortaber os i vores menneskelige intelligens og bevidsthed, minder den os om, at vi er et pattedyr med helt basale behov og motiver, som at tilhøre og føle os trygge i en flok, passe på hinanden og vores afkom, sikre os ly for natten og have nok at spise - og ikke mindst at have rigeligt med toiletpapir på lager.

Hvis bare man var en zebra. Så ville man ubekymret og rolig græsse videre, når løven luskede af eller angsten bare spillede os et puds.

Men ikke os mennesker. Vi er bevidst om, at vi er hér, og vi er bevidst om, at vi er angste. Og den bevidsthed kan holde en angst galoperende meget længe. For hvad nu hvis? Hvad hvis jeg tog fejl? Hvad hvis faren lurer lige om hjørnet? Hvad hvis det går galt, netop som jeg slapper af? Hvis jeg nu bare holder mig på dupperne, så kan det umuligt gå galt, eller i hvert fald gå ligeså galt, som sidst osv. Better safe than sorry gælder ikke kun regeringens beredskabsplaner, men den måde vores trussels- og overlevelsessystem er indrettet på (husk på sabeltigeren, hellere tøve end gang for meget end en gang for lidt), og med en bevidst hjerne, der er god til at have en finger med i spillet, kan det være ret svært for en angstrespons at aftage igen. Vi er derudover flasket op med, at det der føles godt, også er godt for os, og at det der ikke føles særlig godt, skal vi forsøge at få til at gå væk. Men.

Vi ved, at jo mere vi forsøger at få vores følelser til at gå væk, jo mere har de det med at tage til i styrke – i modsætning til at lære at være med dem.

Og hvordan gør man så det?

• Giv angsten plads. Ja, jeg ved godt, det er det sidste, man har lyst til, men prøv om du kan. Du må godt være angst, og følelsen må godt være der, uanset hvor sønderrivende den kan føles. Prøv, om du kan lade den skylde ind over dig som bølger uden at kæmpe imod, og lad dig flyde rundt i bølgen blå - du skal nok skylde i land.

• Sig det til nogen. Jo mere mystisk og pinlig følelsen af angst bliver, jo mere lever den videre i bedste velgående. Sig det højt, og til nogen, som møder det du siger udømmende og forstående - og som måske endda finder det samme mod som dig til at fortælle, at sådan kan vedkommende også have det og faktisk oftere, end du lige gik og troede.

• Træk vejret og afspænd. Fordi angst er en del af vores trussels- og overlevelsessystem, trigger den vores flygt/kæmp/spil-død-respons. Vores vejrtrækning bliver mere overfladisk, vores puls stiger, hvilket er rigtig smart, hvis man skal løbe hurtigt væk fra en sabeltiger. Vi spænder op i vores muskler, ofte uden at bemærke det, eks. i nakken og skuldrene, vi knuger hænderne, rynker øjenbrynene, spænder op i kæben, knuger sammen i maven, osv. Prøv, lige så stille og roligt, og i et tempo som passer dig, at trække vejret roligere og roligere alt imens, du spænder af. Det sender signaler til hjernen om, at så galt kan det alligevel ikke stå til, hvis både vejrtrækningen og kroppen er rolig og afspændt.

• Gør det modsatte af, hvad din angst vil have dig til (medmindre du står på en klippeafsats, og din angst vil have dig til at træde tilbage, så lad endelig være med at hoppe). I disse tider kan det eks. være ikke at tjekke nyhederne og de sociale medier så ofte, måske at slukke helt, og i stedet gå en lang og langsom tur i skoven.

• Grin, helt ned i maven. Medmindre det selvfølgeligt er et nervøst grin, kræver et godt mavegrin, at man er tryg og godt tilpas. Se Friends, se comedy-shows, kattevideoer på YouTube, eller ring til din far og bed ham om at fyre alle sine bedste far-jokes af. Hvis du synes, det lyder fjollet, er det ikke nødvendigvis det rigtige for dig at gøre - men ligesom med vejrtrækningen og afspændingen er det et selvforstærkende signal til hjernen om, at vi er okay - også selvom, vi mærker følelsen af angst.

Myter om "Det Stærke Menneske"

At være et stærkt menneske indebærer, at du er et menneske, som…

… tør sige fra og sætte grænser. Unægtelig en god kvalitet at have. Men der er mange måder at gøre det på, og at stå og råbe på barrikaderne er ikke den eneste. At sætte en grænse, når den er langt overtrådt, at gøre det i tavshed, at sætte og rykke grænser gennem et helt liv er også at turde sige fra og at sætte grænser.

… har overskud og overblik i svære tider. At have mentalt overblik hænger sammen med at have mentalt overskud, og overskud er en følelse, vi har til låns, og som kommer forskelligt til udtryk. Der er dem, som har overskud og overblik til holde sammen på folk og lede dem i svære tider, og så er der dem, som har overskud og overblik til at få sidemanden til at grine, mens alle andre har mistet humøret. Og alle mulige andre varianter derimellem. Og så er der de dage, hvor du har hverken eller, men det gør dig ikke til et ikke-stærkt menneske. Det gør dig bare til menneske.

… er robust. Vi støder på ordet alle vegne, men er vi overhovedet enige om, hvad det indebærer? Og hvorfor har man både som HR-ansvarlig og Kvickly-medarbejder brug for at være ”robust”? Hvad er det for nogle skæbnesvangre hændelser, som man regner med, at ens medarbejdere skal udsættes for? Det er diskuteret, om kravet til robusthed i virkeligheden ikke er en individualisering af belastende og krævende arbejdsforhold, så hvis du ikke kan holde til mosten, well så var du måske ikke så robust alligevel. Men, at være robust er ikke at holde til hvad som helst uden at kny. Det er meget mere fleksibelt, og den robusthed der stilles krav til i vores del af verden, hænger i højere grad sammen med at kende sine grænser og sige fra, at vide hvornår, man har brug for at spørge en kollega eller bede en ven om hjælp – måske nok at holde hovedet over vande for en stund, men også at vide hvornår det er tid til at svømme i land.  

… ikke får stress. Muligvis én af de mest sejlivede myter. Alle kan få stress. Alle. Det er en udsøgt lille cocktail, som består af: graden af belastning, den tidsperiode belastningen (eller belastningerne) har varet ved, de ressourcer man har til rådighed personligt og i sit privat- og arbejdsliv, og den løbende mulighed eller mangel på samme for at restituere. Blandingsforholdene kan være ret så forskellige fra person til person, men alle kan få stress.

Hvad styrke er, afhænger af hvilken situation, du befinder dig i og hvilken udfordring, du står overfor. Skal du flytte op på tredje sal, har du brug for en anden styrke, end den styrke du kan have brug for i dig selv og andre, når man mister én, som man har kært. Vi skal holde op med at tænke egenskaber og kvaliteter som statiske og endimensionelle størrelser. Det er fint nok, når du udfylder biografien på din Tinder-profil eller når du død og pine bliver bedt om at udfylde endnu en personlighedstest på dit arbejde - jeg er typen som - men i alle andre livssammenhænge bør vi tænke i langt flere farver og nuancer.

5 gode råd om søvn

Der kan være mange gode grunde til, at man kan have svært ved at sove og ligeså mange gode råd, som virker forskelligt for forskellige mennesker. En god søvnrytme hænger sammen med hele din dag og hele din uge, men her er fem konkrete råd, som kan hjælpe dig med at starte et sted:

• Sænk tempoet. Vær opmærksom på, hvad du bruger din tid på, når du kommer hjem fra arbejde. Forbliver du i dit arbejdsmode, blot med nye opgaver som tøjvask, rengøring, indkøb og madlavning? Mange ting kan opleves ufravigelige i en hverdag, men din søvn er vigtigere en tøjvasken, så kom hjem og sæt dig ned. På trappestenen, i køkkenet, på gulvet i børneværelset, i haven. Det er ikke sikkert din puls eller dit arbejdsomme hoved synes, det er det oplagte valg, men det er et tegn på nødvendigheden i netop at trække tempoet ud af en tempofyldt hverdag. Lav rester fra i går eller smør rugbrødsmadder til aftensmad, og bliv siddende 5min. længere end du plejer og nyd din leverpostejsmad.

• Kom ud. Få noget frisk luft. Gå i haven, sæt dig ud på altanen, gå en tur rundt i området, gå i skoven, alt efter hvad du har af muligheder. Lad løbeskoene stå, du skal nok få løbet alle dine mange kilometer og når du ikke sover godt om natten, er en lang gåtur - i mormortempo og uden musik i ørerne - meget bedre givet ud end en løbetur (eller anden træning, uanset styrke eller puls).

• Sluk. Meningerne er delte, men en god film eller TV serie kan sagtens være god og tiltrængt afslapning, men lad telefonen ligge imens, så du ikke både ser TV og tjekker Instagram, og sluk for alting mindst 1 time før, du går i seng. Hold mobiltelefonen ude af dit soveværelse og køb et vækkeur.

• Skyd til hjørne. Mange gør allerede en masse gode ting for at kunne falde i søvn om aftenen, men når de så endelig lægger sig, kører tankerne og bekymringerne rundt i hovedet. Men sjældent har nogen løst deres livskriser kl. 23:30 eller igen kl. 01:15 om natten, og indimellem, så er tanker bare tanker. Den ene bider den anden i halen og løber rundt i ring i vild jubeldans. Prøv, om du kan, ikke at danse med. Det er okay at aflede, fx ved at lytte til beroligende musik, lytte til guidede meditationer og lignende, læse en god bog eller at skrive dine tanker ned for at ”komme af” med dem. Men hvis du har mod på det, så prøv, om du kan lade dine tanker være. Det er ikke for at bagatalisere dine tanker eller sige, at dine tanker ikke bygger på reelle livsomstændigheder, men at de sent om aftenen ligesåvel kan hænge sammen med en træt krop og et udmattet hovede. Og ingen er os er gode til at holde fanden for døren, når vi er trætte.

• Stå op. Mange bliver liggende, hvis de ikke kan sove, og vender og drejer sig i en evighed. Det kan virke ret modsatrettet det, man ønsker at opnå, men hvis du begynder at mærke irritationen, så stå istedet kortvarigt op, også hvis du vågner om natten. Bryd cirklen. Gå på toilettet, åben et vindue og luk frisk luft ind, gå ud og tag en lille tår vand i køkkenet eller lignende, og vend så tilbage til soveværelset.

En god søvn hænger som sagt sammen med en god dags- og ugerytme, og det er altid lettere sagt en gjort at ændre vaner, også søvnvaner. Hvis du over en længere periode ikke har sovet godt, fx pga. travlhed på arbejdet, så kan den dårlige søvn godt fortsætte, fordi kroppen har “lært” eller vænnet sig til, at den skal vågne. Lidt ligesom når man endelig kan sove længe i weekenden, og så alligevel vågner kl. 6, fordi kroppen har vænnet sig til, at det er nu den skal op og på arbejde. Det tager et splitsekund at få “dårlige” søvnvaner og hvad der kan føles som en evighed at få vendt dem igen. Det er okay, pisseirriterende, men okay og det skal nok komme. Gør dine aftenritualer og dine søvnritualer så gode for dig som mulige, så det at gå i seng ikke bliver en ærgerlig oplevelse, men en (nogenlunde) god oplevelse i den tid det tager dig ligeså stille og roligt at vende din rytme.

At miste kontrollen

At have stress eller angst, eller at være udsat for en voldsom hændelse, opleves af mange som et kontroltab. På hver deres måde er det også alle overvældende tilstande, som man ofte ikke kan genkende fra tidligere eller kan genkende sig selv i. “At miste kontrollen” kan derfor på mange måder være en meget passende beskrivelse for psykisk lidelse og det ligger ligesom i ordlyden, at det er noget virkelig ubehageligt, man gennemgår - hvilket også kan gøre det nemmere at forklare situationen overfor sig selv og andre. “At miste kontrollen” kan dog også bidrage til forestillingen om, at vi på én eller anden måde kan styre livets gang og vores indre følelsesliv, og at vi - du - har mistet noget, du burde havde passet bedre på.

Det kommer måske mest af alt til at lyde som en Beyoncé-sang, men du kan ikke miste noget, du aldrig har haft. Selvfølgelig kan vi tage forskellige valg i livet, tilstræbe at efterleve bestemte værdier, forsøge at gå bestemte veje, men vi kan ikke som mennesker “kontrollere” hvordan livet ender med at udfolde sig og hvordan vi reagerer på forskellige oplevelser og hændelser undervejs. Det er min erfaring, at det “at miste kontrollen” ofte er en meget naturlig reaktion på oplevelser eller et levet liv, som - selvfølgelig - påvirker os som mennesker. Følelsen kan dog blive intensiveret af forskellige og ofte gode årsager, eksempelvis hvis man længe har holdt ud og har kæmpet videre, indtil krop og hovedet ikke kan mere, indtil bægeret tippede over og man “mistede kontrollen”. Det kommer selvfølgelig også meget an på, hvad man kæmper med, og eksempelvis kan angst føles som et konstant kontroltab nærmest uanset hvad, man gør. Og med angst arbejder man ofte med det under netop meget “kontrollerede” forhold, så udtrykket kan godt ende i et værre ordkløveri, men det handler om de fortællinger, vi gør os om os selv som mennesker, som vi gør os om vores krop, vores hoved, vores sind og vores helbred. Og hvad de fortællinger kommer til at betyde for os i vores forsøg på at få det bedre. Og hvis vi mistede noget, som vi burde havde passet bedre på, så kæmper vi ikke længere kun med det, som hændte, så kæmper vi også med os selv. Og du har rigeligt at slås med. Du behøver ikke også slås med dig selv.

Og faktisk, så kan den “mistede kontrol” være ret så afgørende for at få det godt igen. Så, nu hvor du gik hen og “mistede” den, som dit barns venstre gummistøvle henne i børnehaven, så hav tillid til, at alt det, som overvælder dig, bærer på vigtig information for at få det godt igen. Det er ikke et eller andet ustyrligt væsen, som har overmandet dig, det er dine følelser, fornemmelser og tanker, det er dit. Lyt til det, det er der af en årsag, og hvad er så den? Hvad er det din krop, dit hoved, dit væsen, dit væren i verden prøver at fortælle dig? Og hvis du endelige skal forsøge at tage kontrol over noget, så tag kontrol over det: hvornår du lytter efter og at gøre det i tide.